med Kim Boatman
Det kan godt være, at du som computerbruger aldrig er uforsigtig, åbner mistænkelige e-mails eller klikker på tvivlsomme links. Men det betyder ikke, at jeres computer ikke er udsat for sikkerhedstrusler, og synderne kan sagtens sidde rundt om familiens spisebord.
Det er ikke kun et spørgsmål om at beskytte dine børn og unge mod problemer online. Du skal også beskytte familiens computer mod dine børn og unges risikable adfærd på nettet. "Teenagere er et oplagt mål for hackere," siger Ken Colburn, der er direktør for Data Doctors Computer Services i Tempe, Arizona. "Husstande i villakvarterer med en hurtig internetforbindelse og teenagere er den gruppe, der er er mest udsat."
Adfærd, der udsætter jeres computer for farer
Teenagere elsker at udveksle ting på nettet på sider som Limewire, Kaaza og YouTube, men jeres computer kan blive inficeret med vira og andre former for malware fra de sider, siger Tara Belzer, der ejer Friendly Computers i Charlotte, North Carolina. "Når du downloader det nyeste nummer med Beyoncé, er der samtidig nogen, der downloader noget fra dig," siger Belzer. "Du inviterer andre ind på din computer."
Listige svindlere kan bruge denne adgang til at indsamle dine følsomme, personlige oplysninger fra dine computerfiler, siger Belzer. "Mange, hvis ikke de fleste, filer indeholder skadelig kode, der er skjult i det gratis musiknummer."
Voksne tager også chancer
Man skal ikke kun pege fingre ad de unge. Facebook er blevet overvældende populært blandt voksne, men Facebook-applikationer kan true din computers sikkerhed, siger Mark Smetana, der ejer en CMIT Solutions computersupport og -serviceforretning i Hayward, Californien. Din svigermors klik på en popup eller et andet familiemedlems besøg på pornosider kan også udgøre en potentiel fare.
Selvom du ikke deler din computer med familiemedlemmer, kan deres forkærlighed for instant messaging eller for at downloade film påvirke din computers hastighed, hvis I deler samme netværk.
Hvad du kan gøre
Eksperter anbefaler at tage følgende forholdsregler for at beskytte din computer - mod din egen familie:
Udarbejd en politik for acceptabel brug. Opsæt regler for computerbrug og fortæl familiens medlemmer, hvordan de må bruge computeren, siger Smetana. En politik vil ikke garantere, at et familiemedlem ikke fristes til at downloade et gratis musiknummer, men med oplysning når man langt i forhold til at ændre adfærd.
Stil familiens computer i et fællesrum. Dette velkendte råd er ofte tænkt som en måde at beskytte dine børn mod potentielle onlinetrusler, men det giver dig også mulighed for at overvåge adfærd, der kan udsætte jeres computer for fare.
Brug en effektiv antivirus- og antimalware-beskyttelse. Lad være med at falde for en billig løsning, advarer Belzer. Køb et kvalitetsprodukt og kør regelmæssige scanninger.
Opsæt brugerkonti. Opret brugerkonti for hvert familiemedlem. Opsæt adgangskoder til de voksnes konti, men ikke til børnenes, råder Belzer. I Windows Vista skal du bare indtaste brugerkonti i Start søgning og derefter klikke på Brugerkonto Hvis du bruger en Mac, skal du vælge Apple-menuen > Systemindstillinger og klikke på Konti.
Brug forældrestyring Kvikke børn finder ofte ud af at omgå forældrestyringen, men det skader ikke at gøre forsøget, siger Smetana. Når du opretter en brugerkonto, kan du indsætte begrænsninger. Du kan også købe programmer, der overvåger og kontrollerer dine børns adfærd på nettet,
Lav ofte backup. "Backups er et must," siger Belzer. "I mit arbejde oplever jeg alt for ofte, at folk bliver meget ulykkelige, når deres harddisk går ned, og de mister alle deres dyrebare billeder og dokumenter." Gem en kopi af de kritiske data på et sikkert sted.
Brug en ekstern harddisk med en strømkontakt. Hvis du gemmer følsomme data på en ekstern harddisk frem for på din computer, minimerer du dine risici, siger Thomas K. McCabe, der er direktør for computerservicefirmaet HeroTechs Inc. på Long Island, New York. "Sluk for enheden, når den ikke bruges," anbefaler McCabe. For at sikre dine data på den eksterne harddisk, skal du oprette et nyt bibliotek til sikre data, siger McCabe. Klik på Deling under Egenskaber for sikre mapper og sørg for, at deling er slået fra. Under sikkerhedsindstillinger skal du fjerne alle andres adgang bort set fra din egen. Gå ind på biblioteket Egenskaber og markér mappen som skjult. Endelig skal du søge efter Mappeindstillinger på din computer, vælge Vis og sørge for at aktivere "Vis ikke skjulte filer og mapper," siger McCabe.
Endelig hjælper det, hvis du er opmærksom på advarselstegn på, at din computer er blevet ramt. "Hvis du støder på tonsvis af musikfiler, hvis din cursor i e-mails er omdannet til en lille fugl eller en smiley (emoticons) , kan du være sikker på, at der er downloadet en masse til din computer," advarer Belzer.
Kim Boatman er journalist og bor i Silicon Valley, Californien. Hun skrev i over 15 år om mange forskellige emner i San Jose Mercury News.
Undersøg, hvor udsat din computer er for online sikkerhedstrusler, og se, hvordan du gør din computer mere sikker.
TestBeskyt din familiecomputer mod virus og andre trusler.
BesøgKlik nedenfor for at fjerne anvisninger vedr. de nyeste virus-trusler.
Har du din egen blog?
Stem